To boganmeldelser

“HOLD DA KRÆFT MAND

– en sørgmunter beretning om livet med prostatakræft”

af Hans Jakob Helms

 

  Af Ole Jensen, medlem af PROPAs Landsbestyrelse og Medicinudvalg

Hans Jakob Helms var 53 år, da han i begyndelsen af 2007 fik diagnosen: Kræft i prostata.

I bogen beskriver han med humor og alvor, hvordan det er at få diagnosen, OG HVORDAN DEN ER AT LEVE MED. Hvordan det er at få beskeden af en overlæge: ”Jeg kastrerer Dem, forstår De nok. Der bliver ingen mulighed for seksuel aktivitet bagefter. Det antog jeg, De vidste…..”. Uden empati bliver sætningen slynget ud. Det er en sætning, forfatteren ikke glemmer overlægen for. Sex betød meget for forfatteren, men uden sex i flere år er forfatteren nået til, at man godt kan leve uden sex, og at forholdet til det andet køn bliver mindre kompliceret.

Da han bliver tilbudt operation på Rigshospitalet, kommer han i tanke om, at han havde læst en bog af Jørgen Leth, hvor Jørgen Leth skriver, at han havde fået indlagt radioaktive korn i sin prostata og efterfølgende havde bevaret evnen til rejsning. Da forfatteren spørger overlægen på Rigshospitalet, om han ikke kan få samme behandling, får han at vide, at de på Herlev sygehus vist laver behandlingen, men han må da gerne blive henvist. Da forfatteren kommer til Herlev, får han at vide, at de har lavet behandlingen i 10 år.

Hans Jacob Helms beskriver, hvordan venteværelser er på urologiske afdelinger: Kedelige rum med gamle ugeblade og ældre mænd. Hvordan spændingen stiger i ugen, inden han skal til kontrol for at få målt sit PSA-tal, til han en uge senere får resultatet og kan slappe af. Det er noget, alle prostatakræftpatienter kender.

Et godt råd fra forfatteren: Man skal være godt forberedt, når man fortæller sit barn/sine børn, at man har kræft.

Forfatteren beskriver med humor og alvor, hvordan han i ti år har oplevet behandlersystemet på godt og ondt, men mest godt.

Til slut i forløbet bliver han tilbudt at deltage i FC Prostata, men bliver udtrukket til at være med i kontrolgruppen – altså ingen fodbold! I dette forløb får han en længere snak med en kvindelig medicinstuderende.

Hun havde humor og tid, så jeg foldede mig ud med de sjove detaljer fra mit forløb og med hele det overskud over for sygdommen, jeg havde oparbejdet gennem alle årene. Det, syntes hun, var spændende, og da vi havde grinet af, mumlede jeg nærmest for mig selv, at jeg måske egentlig burde skrive alt det her ned, så der var andre, der kunne få lidt gavn af det. Det, syntes hun, var en fremragende idé. Der var masser af faglitteratur, sagde hun, men ikke noget rigtigt personligt, der kunne give læseren den slags indsigt. Hun syntes, jeg skulle skrive denne bog”.

Heldigvis – vil jeg sige. Det er en bog, jeg vil anbefale at læse, og så er jeg glad for forfatterens direkte sprog. En rektalundersøgelse er ikke en finger op i numsen, det er en finger op i r….

 

  Af Axel Petersen, Landsformand for PROPA

Jeg vil medgive, at jeg fik nogle gode grin undervejs, hvorfor jeg gerne anbefaler den.

Jeg kan jo sammenligne historien med mine egne erfaringer, og genkendelsens glæde er altid stor. Alt for mange mænd er blevet overbehandlet, fordi de ikke havde modet til at stå imod den lægelige autoritet.

Selve beskrivelsen af opdagelsen og dommen – og erkendelsen af, at ”djævlen har stemplet sig ind i dit pas” er godt beskrevet. Bogen beskriver al den usikkerhed, et forløb er præget af, og hvordan omgivelserne – pårørende og venner – reagerer. Også den voksende erkendelse af, at livet har en ende.

Bogen kommer også ind på forskellen i kvinders og mænds opfattelse af sex og fortæller om, hvordan sygdommen prostatakræft ændrer mænds indstilling hertil.

For en prostatakræftpatient er det vigtigt, at man møder livskloge mennesker, der er i stand til at skabe overbevisning om og erkendelse af, at man må leve videre med kræften. Det er vigtigt at tale med andre – ikke miste modet – for der kommer nedture og opture, men verdenen går ikke under, fordi du ikke kan dyrke sex som før. Det kan faktisk være en befrielse – og forholdet til kvinder bliver meget lettere – og en flirt skal man da ikke afholde sig fra.

Til sidst har forfatteren et godt råd. Når du kigger dig i spejlet, så sig til ham derinde: ”Bare rolig – du har stadig mange gode år i dig endnu.”

 

Citater fra bogen er skrevet med kursiv