EN FØLELSE AF ENSOMHED

“Man skal ikke tie
Efter at have kæmpet mod kræften i flere år døde min svigerfar i 2013. Et år før havde jeg fået diagnosen prostatakræft. Så i min familie har livet længe handlet om at overleve kræft. Derfor var det egentlig ikke svært at snakke om i starten. Det var noget andet, da jeg gik fra lav- til højrisiko kræft.

Det er en besked, man gerne vil skåne sine børn og børnebørn for. Men kræften forsvinder ikke ved at tie den. Jeg føler ofte, at mine pårørende har taget det største læs. Det er ude af deres hænder, fordi det jo er mig, der har kræft. Det er hårdt at skulle udsætte andre for.

Spørger af høflighed
Jeg har en opfattelse af, at mange venner og bekendte kun spørger til sygdommen af ren høflighed. De færreste vil egentlig høre svaret. Måske fordi de sætter lighedstegn mellem kræft og død. Det giver mig en følelse af ensomhed.

Omvendt har jeg også været følelsesmæssigt indelukket for at beskytte mig selv. Det ændrede sig, da jeg kom i genoptræning for prostata- og lymfeoperationens
følgeskader. Her mødte jeg andre med samme oplevelser. Her kunne jeg åbne op. Jeg havde aldrig troet, at det ville lette så meget at snakke med ligesindede. Det
var som en psykisk optankning af energi.

Farvel til selvstændighed
Da jeg fik diagnosen for prostatakræft, var jeg overbevist om, at jeg ville gå smertefrit gennem forløbet. Virkeligheden viste sig at være en anden efter operation
og strålebehandling, da jeg fik nerveskader og hukommelsestab. Energien forsvandt.

Pludselig kunne jeg ikke udføre de typiske mandeopgaver i hjemmet. Selvstændigheden blev taget fra mig, og jeg kunne ikke få mig selv til at bede om hjælp med
de huslige pligter. En dag gik naboen så i gang med at klippe min hæk. I det hele taget har familie og naboer hjulpet med snerydning, havearbejde og meget mere.
Jeg er taknemmelig!

 

Mød Haye og 11 andre modige mænd på fotoudstillingen “12 Mænd står frem”. Læs om udstillingen og find udstillingsplanen her – så du kan se, hvornår den kommer til et udstillingssted nær dig.