ET ORDENTLIGT LIV

ET ORDENTLIGT LIV

“3 minutter før tid
En lun sommerdag på en terrasse i Sorgenfri. Sidste punkt på dagsordenen med Rotary-fælleskabet er altid ”3 minutter før tid”. Det skulle bare ud, så jeg rejste mig. Jeg har noget, jeg gerne vil fortælle.

Ugen før var jeg en helt normal mand, nu en kræftpatient, der skulle opereres ugen efter. Det var en lettelse for mig at dele det med de andre, men det løftede jo ikke ligefrem stemningen. På mødet og i tiden efter oplevede jeg både varme og moralsk støtte fra Rotary-fællesskabet.

Jeg dør med et smil på læben
Det ville have været et totalt svigt, hvis jeg var død hurtigt. Et svigt af mine børn. Et svigt af min kone, som jeg kun havde været gift med i knapt et år – det kan
man da kalde falsk varebetegnelse. Jeg fik en bagkant på mit liv og havde meget at nå.

I dag har jeg stået på den kinesiske mur og ved foden af Kristus-statuen i Rio de Janeiro. Jeg har været der for mine nærmeste. Og jeg føler ikke længere, at jeg ville svigte ved at dø. Jeg er dog ikke mæt af dage og vil fx stadig gerne sætte et godt minde for mine seks børnebørn.

Frygten forsvinder aldrig
”Det ser ikke godt ud, ØV”, står der i min dagbog den 28. juli 2011, ”Jeg har prostata-kræft”. Blot en måned tidligere havde en blodprøve, foretaget fordi jeg havde
hofte-smerter, næret mistanken. Få uger efter fik jeg fjernet prostata, og et år efter også strålebehandling.

I dag er jeg rask, men hvor længe? Frygten er med overalt. Jeg er vant til at tage ansvar og beslutninger, så det harmonerer dårligt med min psyke, når jeg ikke
er i kontrol. Men jeg kan stadig kontrollere, at der er ryddeligt og ordentligt efter mig. Ordentligt; ligesom jeg har levet mit liv.”

 

Mød Axel og 11 andre modige mænd på fotoudstillingen “12 Mænd står frem”. Læs om udstillingen og find udstillingsplanen her – så du kan se, hvornår den kommer til et udstillingssted nær dig.