Harald Nielsen Cup 2018

Af John F. Nielsen, næstformand i PROPA region Fyn og medlem af FC Prostata Odense

Fredag den 8. juni 2018 afholdt FC Prostata Community for tredje gang Harald Nielsen Cup. Denne gang på Odense KFUM’s anlæg i Odense. FC Prostata Odense var i år praktisk arrangør af stævnet, som havde deltagelse af 6 af de 7 FC Prostata-hold, der p.t. er i Danmark.

Det fantastiske danske sommervejr var allerede godt i gang, hvilket selvfølgelig betød en rigtig flot dag til afvikling af stævnet. Men de varme, tørre sommerdage havde allerede gjort banerne gule og hårde at spille på. Det tog nu ikke gejsten og glæden fra de godt og vel 100 spillere, der efter fælles morgenmad fordelte sig på de 2 afmærkede baner. Hvert hold spillede 6 kampe af 20 minutters varighed med en kort pause ind imellem. Så efter 2 timers fodbold var det en flok trætte men tilfredse spillere, der kunne se tilbage på et rigtigt godt stævne i Odense.

Selv om der blev spillet med femmandshold, og der blev gjort flittigt brug af udskiftningsspillere, var alle godt brugte og trætte – den varme sommerdag havde også taget sin del af kræfterne. Banen er lille og målene små, så samspil og teknik er vigtige faktorer i at få spillet til at glide. Vi er jo alle ældre mænd, hvor knogler og muskler ikke er, hvad de har været, så der skal tages hensyn til hinanden, og derfor må der ikke takles eller spilles fysisk hårdt.

Mange af deltagerne har nu trænet sammen i flere år, og man kan mærke det gode kammeratskab, der er blevet skabt på holdene. Der er kommet nye spillere til, men man fornemmer, at de glider godt ind i fællesskabet. Selv om man typisk ikke har spillet fodbold siden de unge år, bliver der kæmpet med masser af energi og engagement. Træningsdagene har tydeligvis været brugt på at forbedre konditionen og ”pudse formen af”, og selv om det sikkert ikke ser hurtigt ud fra sidelinjen, går det ikke altid helt så let. Det kan være svært at få fødderne til at gøre det, hovedet tænker, inden modspilleren har snuppet bolden. Det tog dog ikke gejsten, og der blev kæmpet energisk videre og uden hævnakter – dejlig at se, at alle var indstillet på at passe godt på hinanden.

Dette års stævne blev vundet af arrangørklubben fra Odense, der efter 5 sejre og et uafgjort resultat kunne hæve pokalen, som igen i år blev overrakt af Rudi ”Mie” Nielsen.

I Odense kan der ses tilbage på et velafviklet stævne, og i pokalskabet kan nu nydes synet af såvel FC Prostata Cup-pokalen og pokalen fra indendørsstævnet, der blev afholdt i februar i Lyseng ved Århus. Næste gang holdene mødes er til indendørsstævnet, der bliver afviklet i Odense i februar 2019.

Se filmen om Harald Nielsen Cup 2018 og FC Prostata – produceret af Gustav Prip Thorsen – her: https://www.youtube.com/watch?v=xTf5ruOho1k&t=3s

 

Yderligere information om FC Prostata findes her: