Prostatakræft

Kort om prostatakræft

  • Prostatakræft er kræft i blærehalskirtlen, der sidder lige under urinblæren hos mænd. Prostatakræft er den hyppigste kræftform hos mænd.
  • Antallet af nye tilfælde har været kraftigt stigende de seneste 70 år. Dette er dog ikke et udtryk for, at der reelt er tilkommet så mange flere tilfælde af sygdommen. Det skyldes snarere, at flere får stillet diagnosen, fordi flere og flere får målt deres PSA-tal i blodet (PSA = Prostata Specifikt Antigen).
  • Årsagen til prostatakræft er ukendt. I mindre end 10 procent af tilfældene er der tale om arvelighed. Dog mistænkes knap halvdelen af tilfældene af aggressiv eller uhelbredelig prostatakræft før 55-års alderen for at være familiært betingede.
  • Der er sjældent nogen særlige symptomer forbundet med afgrænset og helbredelig prostatakræft. Symptomer som f.eks. vandladningsforstyrrelser og eventuelt urinvejsinfektion skyldes oftere en godartet forstørrelse af prostata.Andre symptomer kan være smerter omkring endetarmen og i mellemkødet og eventuelt blodig sæd. Har sygdommen spredt sig til knoglerne i ryggen, kan man have vedvarende og oftest stærke smerter i f.eks. lænden.
  • Prostatakræft kan behandles med operation, strålebehandling, antihormonbehandling og kemoterapi.

 

Kræftens Bekæmpelses hjemmeside med uddybende information om prostatakræft: Årsager, symptomer, diagnose, behandling etc.