Aktiv overvågning

Af Niels Einer-Jensen, regionsformand for PROPA Region Fyn

I runde tal har 50% af alle 60-årige mænd kræftceller i deres prostata. Tallet øges til 75% for alle 75-årige. I nogle tilfælde er kræftcellerne aggressive. De deler sig hyppigt og kan slå manden ihjel, cirka 3 danske mænd dør hver dag af prostatakræft. Hyppigst er kræftcellerne nogenlunde fredelige. De deler sig langsomt og er 10-30 år om at fremkalde problemer. Måske skulle vi tale om celleforandringer og ikke kræftceller.

Prostatakræftbehandlernes store problem er at finde og behandle de aggressive celler og samtidigt undgå at skade mænd uden kræftceller eller med ”fredelige” kræftceller. Hvornår skal man behandle, hvornår kan man vente?

Gennem de sidste 10 år er et nyt princip blevet almindeligt: Aktiv overvågning

Ideen er at påvise og behandle ondskabsfuld prostatakræft og undlade/udsætte behandlingen af de ”fredelige”.  Nye mulige kræfttilfælde undersøges med PSA, prostatabiopsier, palpation og måske scanning (MR, CT osv.). I heldigste fald frikendes patienten helt for mistanke om kræft og kan gå glad hjem.  Hvis en ondskabsfuld kræft påvises, startes en behandling med stråler, operation, hormonbehandling m.m. med fuld brug af alle mulige behandlinger. Måske findes en mellemting, en ”måske kræft”, der ikke behøver øjeblikkelig behandling. Patienten vil i samarbejde med klinikken kunne træffe et valg: operation, stråling eller aktiv overvågning. Det er et svært valg, da alle 3 metoder har fordele og ulemper.

Fordelene ved aktiv overvågning er, at patienten undgår operation, stråling og hormonbehandling med de belastende bivirkninger: impotens, inkontinens, hedeture. Livet fortsætter næsten som tidligere. Det kan gå godt i 5 eller 10 år, måske resten af livet. Hvis kræften udvikler sig, går en aktiv behandling i gang.

Ulempen er, at sygdommen skal overvåges. Der skal tages blodprøver til PSA, biopsier og måske laves scanninger med jævne mellemrum. Hyppige biopsier er (efter min mening) et undervurderet problem. Det gør ondt at blive stukket 10-20 gange gennem endetarmen ind i kirtlen. Det er ikke ufarligt, 5-10% af patienterne får infektioner, der kræver intravenøst antibiotikum. De mange nålestik kan få tarm og kirtel til at vokse sammen, så en eventuel senere operation bliver vanskelig. Antallet af biopsier kan formodentlig mindskes ved at bruge moderne MR, men udbredelsen af metoden sker (for) langsomt. Patienten skal desuden lære at leve med, at han har en måske kommende dødelig sygdom. Hvis han får rygsmerter, er det så kræften, der har spredt sig?

Usikkerheden er et problem. Selvom sygdommen kontrolleres, kan den løbe løbsk, inden den nye fase opdages? Muligheden for en radikal operation kan være forpasset.  Pludselig er kræften behandlingskrævende og potentiel dødelig. Det vil ske i X% af tilfældene. Dette modsvarer fordelen ved, ud fra en statistisk vurdering, at udsætte en måske overflødig behandling – men en sjælden gang smutter det. Sådan er statistik. Det er bare ærgerligt, hvis man er en dødsdømt taber i et statistisk lotteri. Alene tanken er en belastning.

Det er min fornemmelse, at alle (læger, PROPA m.m.) tager for lidt hensyn til patienternes usikkerhed/frygt. Vi ved for lidt. Den psykologiske belastning skal undersøges, og resultatet skal indgå i den fremtidige rådgivning om aktiv overvågning.

Bliv medlem

Du er med til at gøre en forskel – hvis du vælger at blive medlem

Både som patient og pårørende betyder et medlemskab af Prostatakræftforeningen PROPA, at du er med til at sikre vores arbejde. Det giver dig også indsigt i sygdommen, behandlingsmetoderne og andres erfaringer.

Meld dig ind her