Spørgeskemaer og interviews

Vil du hjælpe med at klæde sundhedspersonale – både etablerede, nyuddannede og studerende – endnu bedre på til at arbejde med prostatakræft, patienter og pårørende?

PROPA får løbende henvendelser fra unge under uddannelse, forskere, personale i sundhedsvæsenet m.fl., som søger patienter eller pårørende til interviews, spørgeskemaundersøgelser og lign.

Vi tror på, at patientinvolvering og erfaringsudveksling kun kan forbedre forholdene for prostatakræftramte og gøre os alle sammen dygtigere – og derfor vil vi i PROPA rigtig gerne videreformidle kontakten til vores medlemmer.

Så vi vil her løbende offentliggøre efterlysninger efter interview-personer, spørgeskemaer fra studerende o.a. – og håber i den forbindelse, at du vil hjælpe med din indsigt og viden og melde dig eller svare på spørgeskemaerne.

På forhånd tak

Venlig hilsen

PROPA

AKTUELLE FORESPØRGSLER:

——————————————————————————————

Område: København/ Hovedstadsområdet

Opslået dato:  04-03-2019

Udløber dato: 01-05-2019

Emne: Interviews om livet efter kræft

Beskrivelse: Har du oplevet, at dit liv før og efter din kræftsygdom og -behandling ikke er helt det samme? At noget har ændret sig – måske i forhold til dig selv eller dine omgivelser? Og er du kræftfri? Så vil jeg meget gerne tale med dig.

Jeg hedder Rie Thiesson og studerer pædagogisk psykologi på DPU/AU (Danmarks Institut for pædagogik og uddannelse, Århus Universitet). Jeg er i færd med at skrive speciale om livet efter kræft. Formålet med specialet er at undersøge, hvad der sker med menneskers identitet efter en kræftbehandling for bedre at kunne støtte mennesker i livet efter kræft.

Interviewene vil som udgangspunkt tage en time og afholdes i marts/april måned enten på DPU (Emdrup) eller hjemme hos dig alt efter, hvad du foretrækker. Alle oplysninger bliver anonymiseret.

Skriv endelig, hvis du har spørgsmål.

Kontakt: riethiesson@gmail.com

——————————————————————————————